Mand fundet død på adresse i Faxe Ladeplads
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har dagen igennem foretaget undersøgelser i forbindelse med et mistænkeligt forhold på en adresse på Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads.
Der er blevet fundet en afdød person, som med stor sandsynlighed er identisk med en mand, der tilbage i august blev efterlyst. Identiteten er dog ikke endelig fastslået. De pårørende til den efterlyste er underrettet.
Der er i forbindelse med de indledende undersøgelser anholdt en mand, som politiet lige nu afhører nærmere.
- Ud fra vores indledende efterforskning og undersøgelser kan det ikke udelukkes, at der kan være tale om en forbrydelse. Derfor har vi sat en intensiv efterforskning i gang for at afdække hændelsesforløbet, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
Politiet hører gerne fra vidner, der kan have observeret mistænkelig aktivitet i området omkring Svend Gøngesvej i Faxe Ladeplads de seneste måneder. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Politiet har ikke yderligere oplysninger, men melder mere ud, når det er muligt.